1. og 2. dag i Florida - Orlando Kennedy Space Center

30.07.2013

Godmorgen fra Orlando, Florida

Så er vi nået ned midt i Florida efter en skøn tur fra Savannah, Georgia via Highway 95 igennem smukke palmefyldte landskaber og vådområder. Vi lavede et par afstikkere fra Highway 95 og så mindre byer og områder væk fra hovedvejen. Specielt turen til Sct. Augustine var smuk. Byen blev grundlagt af spanierne i 1565 og er USAs ældste by - den er smuk,gamle og nænsomt restaureret - og tager sig godt ud for os turister!











Sct. Augustine, Florida




Drengene foran en statue af grundlæggeren af jernbanen fra Florida i nord til Key West i syd


Vi er blevet godt installeret på et Best Western Hotel her i Orlando.

I dag har vi haft en fantastisk spændende tur til Kennedy Space Center - det var alle tiders tur! Vi valgte "Den store Special tur". Vi har været fantastisk heldige. Sidst i juni fik de klargjort og åbnet det nye visit center med rumfærgen Atlantis. Det er imponerende at gå rundt om den kigge ind i den og høre alt om rumfærgernes virke ( over 30 år fløj de 135 missioner inden de blev sendt på "pension". NASA er nu på vej med et nyt "genbrugeligt" rumfartøj som vi så prototyper af. Vi valgte som sagt " Den Specielle Tur" - en 21/2 times bustur med sightseeing på området der ellers har været lukket for turister de sidste 30 år ( vi så de specielle Launch Pad hvorfra alle Apollo Astronauter ( måne flyvningerne ) og alle rumfærger er sendt afsted fra! Vi så den engang verdens største montagehal indefra  ( 160 meter højt ) hvor Apollo raketterne og rumfærgerne blev gjort klar. Det var overvældende.


 

















Og som vores - fantastisk entusiastiske - guide sagde "I er blandt de få udvalgte der når at se dette - før de (NASA) igen lukker faciliteterne for publikum, når den nye rumæra begynder aktivt igen næste år.

For en teknik/ rumnørd som mig var det en stor oplevelse - men også drengene synes det var imponerende og en oplevelse for livet. Og som Kasper sagde " far jeg kan godt forstå du er opslugt af dette - du har oplevet det hele - månelandinger -  kapløbet med russerne og sidst rumfærgerne. Du har en viden som vi ikke har - men når det er sagt så var det fantastisk spændende."

Vi tog en Simulator tur i en rumfærge for at prøve hvorledes astronauterne oplevede en opsendelse - det var en spændende oplevelse, hvor alt blev rystet godt og grundigt og lyden var øredøvende - indtil vi med 17000km/timen nåede det lufttomme rum og stilheden tog over og man kiggede ned på vores smukke jord! Imponerende! 





Vi fik også oplevet hele månelandings programmet i fantastiske scenerier, hvor vi fulgte opsendelsen fra kontrolcentret og fulgte tilsvarende månelandingen på særdeles overbevisende måde, som kun amerikanerne mestre. Vi oplevede de nervepirrende sekunder, hvor alt kunne være gået galt under appollo 11's månelanding - computersystemet brød ned - og hvor kun en manuel indgriben af Neil Armstrong sikrede at månelandingsmodulet blev landet sikkert på månens overflade - med kun 10 sekunders brændstof tilbage i tanken!

Vi fik taget en masse billeder af det hele samt optaget tilsvarende megen video - så det får I at se, når vi kommer hjem!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar